Sognepræst Heidi Bisgaards tale for Tommy Schmidt ved bisættelsen den 1. november 2018

Vores lille by, Ebeltoft, er forandret en lille smule. – Det kan fylde os med mismod, for der går jo ikke så mange af Tommys slags rundt, nej, det gør der ikke.
Derfor fortæller vi også hans historie; det er måske en måde at samle den gode tid og de lyse timer, som vi fik sammen med de mennesker, som er gået forud.
For det, der binder os sammen i livet, er også det, der binder os sammen med de døde. Sorg er kærlighedens smertefulde udtryk.
Et af de stærkeste billeder på kærlighed er de sætninger fra Johannes Evangeliet, som blev læst lige før, hvor Jesus fortæller, hvordan der er mange boliger i hans fars hus, altså hos Gud. Fra Gud kender vi kærligheden; den kærlighed, der tror alt og håber alt og udholder alt. Det er det, billedet over alteret handler om, selv om det umiddelbart ser helt anderledes ud: Men billedet fortæller, at den lidelse, som vi kommer ud for i vores liv, det gør vi alle,  at selv der er Gud. Han er der. Kærligheden er der også, selvom vi ikke altid kan se og mærke den. Derfor har vi et billede af Kristus på alteret, som viser ham i smertens stund. For båret er vi, i Guds hånd, uanset vort humør, vort livssyn eller følelser.
Han, som selv er død, men opstanden nu er hos Gud.

Tommy blev jo født og opvoksede her i Ebeltoft. Han boede som barn i det lille hvide hus for enden af Kollerup Sti; han voksede op i et nøjsomt hjem, og det var vist ikke kun pengene, der var små i barndomshjemmet. Men hos bedsteforældrene var der ikke nøjsomt, ikke når det kom til hjertevarme og plads. Her fik Tommy det, han måtte manglede hjemmefra, al den omsorg og måske også det livssyn, som prægede ham hele livet igennem.
Hjælpsomhed, ordentlighed, ihærdighed, trofasthed. Sådan blev Tomme kendt. Både som blikkenslager, som husbond, som Oldetommy, og i foreningslivet her i Ebeltoft.

I november sidste år var det 50 år siden, at Tommy og Margit havde sagt ja til hinanden, og det blev fejret ved en dejlig guldbryllupsfest den 28. november. Både Tommy og Margit var ovenud taknemmelige for den mærkedag og festlighederne. Begge mærkede de, at kræfterne ikke var, hvad de havde været. Men som en datter trådte Jeanette og Tom og pigerne til, og det blev sådan en god dag. Ingen vidste, at det skulle blive Margit og Tommys sidste fest. Ja, ingen havde forestillet sig, at inden et år ville de begge være borte. At livet kan være omskifteligt på den måder, må minde os om, at glæden skal vi ikke udsætte. Men finde husly til, når den banker på vores dør og ønsker at besøge vores liv.

Her har vi hørt lidt af Tommys historie. Det er nu Jeres opgave at fortælle videre, og rette Jeres egen fortælling ind i det lys, at Tommy nu har et land i sigte, hvor vi ikke kan følge ham; i hvert fald ikke nu.
Tommy forlader nu en verden; vi tager afsked med ham, og gør på en eller anden måde status og kan konstatere, at Tommy på sin særlige måde har sat sine aftryk. Selvom huset i Søndergade nu står tomt uden sine mennesker, så vil vi jo nok alle sammen, når vi kommer forbi dernede for enden af Kirkegade, tænke, Det er Tommy og Margits hus. I fortællingen om dette særlige hus i Ebeltoft er der en historie om gæstfrihed og hjerterum. Og når vi mindes Tommy, så er det som om vi får lidt af det, han havde og det, han kunne. Vi skal gøre os umage med det, vi får betroet.
I dag er en vemodsdag. Døden har taget noget fra os. Det er ikke kun et hus, der nu står tomt, det er ikke bare en plads i Marineforeningen, Skytteforeningen eller en stemme i Slupkoret, som er forstummet.

Det er Tommys død, der har bragt os alle til kirken i dag.

I fortællingen om Tommy kommer vin nu til en anden del af Tommys historie. Den som handler om familie. Tommy blev jo gift med Margit; et langt og godt ægteskab havde de. Egentlig havde de dannet par og fulgtes ad i hele ti år, inden de sagde ja til hinanden, og da var det på foranledning af Margits far, fra hvem de fik et velmenende puf: At hvis de skulle splejses sammen, og han skulle betale for brylluppet, så syntes han da, at Margit og Tommy lige så godt kunne blive gift den samme dag i Sødring Kirke, som Margits kusinesøster Kamma og Erik. Sådan gik det til, at der den 25. november 1967 var dobbeltbryllup i Sødring Kirke og i familien. Sådan var det vist med Tommy, det blev altid festligt, når han var en del af det.

Det var også lige omkring det tidspunkt, at Tommy og Margit flyttede ind i det lille hus på Søndergade 4. Så kunne man jo nok have forventet, at det kom småfolk, rammerne var der i hvert fald til det, men småfolkene kom bare ikke, sådan ad de sædvanlige kanaler i hvert fald. Men livet har det jo med at åbne sig på de mest vidunderlige måder, hvis man har evner til at give det plads. Det gjorde Tommy og Margit.

For da Jeanette som en stor teenagerpige manglede et sted at bo, betænkte hr. og fru Schmidt sig ikke – i det lille på Søndergade var der masser af plads og hjerterum, og Tommy og Margit og Jeanette fik en relation, som var det blodet, der bandt dem sammen.
Det var det ikke; det var noget, som er endnu stærkere, om man formår at værne det: Kærligheden. Frem voksede der et ganske særligt og enestående forhold. Det er en utrolig smuk historie, som rører noget dybt i os.
For familie det kan man blive på mange måder; det vidner historien her om. Ligesom historien om Vor Herre selv. Han var også engang et barn, der behøvede beskyttelse, og hvordan var det ikke gået, hvis en vis hr. Josef havde trådt i karakter og givet ham et hjem. Vigtigheden af dette, at træde i karakter i den rette tid, kendte Tommy fra sit eget liv. Hvor vigtigt det er for et barn og ungt menneske, at det hører til i hjertet hos nogen.

Hvor Tommy havde fået sin kærlighed til det danske flag fra, det melder historien ikke noget om, men ingen af os, som er kommet her i kirken i dag, er i tvivl om, at havde det noget med Dannebrog, Marineforeningen, Folkedanserne eller Slupkoret at gøre, så kunne man trygt regne med Tommy Schmidt. Hvor mange gange, Tommy har været med til at køre med bilen, når byen skulle rigges til til fest, og flagalléen skulle stilles an op gennem hele byen fra Sønderport til Nørreport – det er der vist ikke tal på.
Heller ikke er der tal på, hvor mange gange Tommy er kommet med fanen her til kirken, for at vise den sidste ære til et menneske, som han havde delt fællesskab med i en af de foreninger, som Tommy var en del af.
Altid var det ordentligt og med respekt. Var det et medlem af Marineforeningen, stod Tommy i sin marineuniform. Var det en fra folkedanserne, så stod Tommy i sin folkedanserdragt. Og der var ingen slinger i valsen, Tommy havde helt styr på det. Det var også på den måde, at jeg og mine kollegaer her ved kirken kom til at kende Tommy.

Han har gjort en plads rede for oa – også den dag, ingen andre end han længere husker på os. For Gud glemmer ikke sit menneske.
Det er vor tro, og det er opstandelsens hemmelighed. Vi er tegnet i hans hånd. Han glemmer os ikke, og der er gjort en bolig rede for os.
Med troen på det løfte og med mange gode minder i erindring tager vi nu afsked med Tommy Schmidt. Guds Fred være med os alle.

Amen

Lad os sammen bekende vor kristne dåbstro:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud fade, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud faders den Almægtiges, højre hånd, hv9orfra han komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Lovet være Gud vor Herres,
Jesu Kristi Far, som i sin barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb ved
Jesu Kristi opstandelse fra de død.